Gode råd til dig der har født ved kejsersnit

Hver 5. barn i Danmark fødes ved kejsersnit, planlagt eller akut. Der er er mange ting omkring kroppen som føles meget anderledes efter en fødsel. Her er mit bud på gode råd til dig, der fornylig har født ved kejsersnit.


Tanker omkring fødslen
At føde ved kejsersnit kan for nogle være en overrumplende og voldsom oplevelse. Sørg for at tale om din fødsel både med dine nærmeste, med sundhedsplejersken eller evt ved en efterfødselssamtale hos en jordemoder. Der er ingen grund til at gå med oplevelser, tanker eller reaktioner, som vokser sig uoverskuelige.

Smerter
Det gør ondt i såret efter operationen. Du vil få smertestillende medicin efter behov i dagene efter din operation. Det er vigtigt, du er smertedækket, så du er i stand til at komme i gang med at bevæge dig umiddelbart efter kejsersnittet. Bevægelse mindsker risikoen for blodpropper, fremmer helingen af dit sår og hjælper tarmsystemet godt i gang igen. De første uger bør du ikke løfte mere end dit barn, og generelt skal du respektere smerter fra dit ar.

Arret
Når du har født ved kejsersnit vil du have et ar på ca 15 cm. Det er meget forskelligt, hvordan ar efter kejsersnit ser ud. Når såret er helet efter ca 4 uger er det vigtigt, at du forsigtigt begynder at berøre og massere arret. Det vil gøre arret pænere og mere smidigt, ligesom det normaliserer følelsen i huden omkring arret.

Hård mave
En del oplever problemer med at få maven i gang efter en fødsel. Hvis du har hård mave, er det en god ide at tage et afførende middel, så du undgår smerter og undgår at presse unødigt ved toiletbesøg.

Bækkenbund
Det er rigtig vigtigt hurtigst muligt efter en fødsel at genoptræne bækkenbunden, – også når du har født ved kejsersnit. Musklerne i dit bækken har været belastet af graviditeten og har brug for gradvis genoptræning efter fødslen.

Mavemuskler
Som bækkenbunden har mavemuskler hos alle der har været gravide brug for gradueret genoptræning. I begyndelsen er almindelige daglige aktiviteter som små gåture rigeligt, efter 4-6 uger kan startes mere målrettet genoptræning f.eks på et efterfødselshold eller med øvelser derhjemme.

Er du i tvivl om træning eller har du brug for vurdering af dit ar, din bækkenbund eller dine mavemuskler kan du kontakte en fysioterapeut med specialviden på området.
Vil du gerne have hjælp til et genoptræningsprogram, som passer præcis til dig, er du meget velkommen til at kontakte Aalborg Bækkenklinik.
Med enkle øvelser er du hurtigt tilbage i en sund & stærk krop efter dit kejsersnit.

 

 

 

Bækkensmerter i graviditeten

Det er mere almindeligt end de fleste regner med at opleve bækkensmerter i graviditeten. Men det kan være voldsomt smertefuldt og for en del meget invaliderende. Halvdelen af alle gravide vil opleve smerter i relation til bækkenet i løbet af en graviditet.

graviditet og bækkensmerter

Årsager

Smerterne vil kunne forekommer i området lavt i lænden svarende til de bagerste bækkenled, som hedder SI-leddene. Smerten kan trække ud til enten højre, venstre eller begge sider. Fortil vil smerter være koncentreret svarende til kønsbenet lige midt i. Smerter i alle 3 led bliver fortsat kaldt bækkenløsning, selvom der ikke er beviselig sammenhæng mellem løshed og graden af smerter. Man kan således ikke sige, at dem der er meget eftergivelige i deres led nødvendigvis også er dem, der oplever flest smerter. Øget eftergivelighed er en naturlig del af det at være gravid, og skyldes den hormonelle påvirkning af leddene.

Smerten skyldes en irritation i området omkring eller i selve leddene. Irritation og smerter gør, at man får problemer med at gå og bevæge sig normalt, derved ved tilstanden hos nogle bliver selvforstærkende, idet halten, kompensatoriske bevægelser og uhensigtsmæssigt muskelarbejde ofte vil forværre problemet.

Det er ikke farligt for hverken dig eller dit barn, at du har smerter i bækkenet, men det kan som nævnt tidligere være temmelig invaliderende og meget smertefuldt.

Bækkensmerter i graviditeten

Bækkensmerter og bækkenløsning kan behandles

Mange er stadig af den opfattelse at bækkensmerter i graviditeten ikke kan behandles. Det er ikke rigtigt! Langt de fleste kan med råd/vejledning ift øvelser og træning få det bedre. Nogle gange kan det være behov for manuel behandling hos en fysioterapeut med viden på området.

Graviditetsrelaterede bækkensmerter skal aldrig behandles med inaktivitet! Men vil for en del kræve aflastning og behandling en periode. Det er vigtigt, at du vedligeholder din fysiske form under din graviditet, og evt søger hjælp til at finde den mest hensigtsmæssige måde for dig.
Hos stort set alle gravide med bækkensmerter vil man kunne tilrettelægge behandling, som vil kunne nedsætte smerterne. Behandlingen vil tage udgangspunkt i smertelindring, bedre styrke- og stabilitet omkring dit bækken i graviditeten og op til fødslen, samt sikre at du efter fødslen har et bækken, som vil kunne genoptage normal træning og aktivitet.


Prognose

Hos langt de fleste vil smerterne aftage og forsvinde af sig selv efter fødslen. Enkelte vil have brug for behandling og hjælp til genoptræning for at blive smerterne helt kvit. Søg hjælp hvis du har bækkensmerter, så du minimerer risikoen for varige gener.
Læs mere her: Graviditet & efterfødsel

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig på mette@aalborgbaekkenklinik.dk

 

 

Når bækkenbundstræning ikke virker…

Måske har du gennem længere tid lavet daglig bækkenbundstræning med knibeøvelser for at styrke din bækkenbund, men oplever fortsat at være utæt for urin når du f.eks hoster eller dyrker motion.

En hurtig konklusion kunne være at bækkenbundstræning ikke virker!

Dog kunne en mulig forklaring også være, at du enten ikke aktiverer din bækkenbund rigtigt, eller at din træning måske ikke er målrettet den aktivitet, hvor du oplever at være inkontinent.

Undersøgelser viser at op imod 30 % af alle kvinder ikke aktiverer deres bækkenbund korrekt, når de forsøger at knibe sammen. En del kvinder presser nedad i stedet for at lukke i bækkenbunden. Dermed bliver træningen uden effekt, og kan indimellem ligefrem forværre ens symptomer, hvis man hver gang man forsøger at knibe faktisk øger bugtrykket væsentligt.

Derudover er der mange som har fået udleveret eller har fundet træningsprogrammer, hvor træningen primært foregår liggende. Liggende knib kan være rigtig fine og effektive i forhold til at bedre fornemmelse af knibet, samt til at øge styrke og udholdenhed i muskulaturen.

Men ligesom ved enhver anden genoptræning, er det yderst vigtigt at vi målretter vores genoptræning til den type aktivitet eller idræt det skal bruges til. Har man haft en korsbåndsskade i knæet og spiller håndbold på eliteniveau, skal knæ-genoptræningen ikke slutte ved isoleret muskeltræning med f.eks en elastik. Der skal både styrke, stabilitets- koordinations- og funktionstræning til, for at knæet igen holder til håndboldkampe.

Helt grundlæggende er det fuldstændig det samme med en bækkenbund. Din bækkenbundstræning vil se forskellig ud, alt efter hvilke gener du har og hvilket mål du har for træningen!

Har du brug for hjælp til vurdering af din bækkenbund og hjælp til at finde nøglen til effektfuld træning af din bækkenbund, er du altid velkommen til at ringe til mig på 30742490

Mvh Mette, Aalborg Bækkenklinik

Smerter i underlivet, smerter ved samleje eller nedsat fertilitet?

Mange kan hjælpes med fysioterapeutisk behandling af arvæv og spændinger i underlivet. Arvæv i underlivet efter infektioner, fødsler, kejsersnit eller andre operationer kan give smerter i underlivet, og kan også have betydning hvis du har problemer med at blive gravid.

Få hjælp til at slippe af med spændinger og smerter i underlivet.

Aalborg Bækkenklinik kan hjælpe dig med en vurdering af om dine problemer kan skyldes spændinger eller arvæv. Ofte vil behandling sammen med instruktion i øvelser du kan lave derhjemme kunne gøre en meget stor forskel.

mere

Bristninger ved en fødsel er ikke noget vi taler om….

Mange flere end de fleste ved får skader i underlivet ved en fødsel. 8 ud af 10 førstegangsfødende får rifter og overrevne muskler i forbindelse med fødslen.
De mindre bristninger heler i de fleste tilfælde relativt hurtigt. De lidt større bristninger og efterfølgende syning kan nu eller senere i livet medføre gener som:

  • generende og smertefuldt arvæv
  • inkontinens (problemer med at holde tæt for urin, luft eller afføring)
  • tyngde- eller nedsynkningsfornemmelse i underlivet
  • luft i skeden
  • smerter ved samleje

Alle er gener med massiv betydning for livskvalitet, velvære, kropsopfattelse, lysten til deltagelse i sociale aktiviteter og træning/idræt samt lysten til sex.

mere

Om klinikken

Aalborg Bækkenklinik tilbyder specialiseret fysioterapi til både mænd, kvinder og børn med underlivs- og bækkenrelaterede lidelser, hvor kvalitet og faglighed er i fokus. Klinikken åbnede november 2016.
Du tilbydes høj kompetence og god tid i en tryg og professionel atmosfære.

Klinikken drives af fysioterapeut Mette Villadsen som enkeltmandspraksis. Klinikken er en selvstændig klinik med fælles indgang og venteværelse med FysioDanmark Hasseris på Skelagervej 379A i Hasseris Erhvervs- & Sundhedscenter i Aalborg.

Kontakt klinikken her

Behandling

Hos Aalborg Bækkenklinik vil du altid blive mødt med respekt, kompetence, god tid og grundighed. Ud fra din diagnose, din beskrivelse af dine problemer/symptomer og undersøgelsen jeg laver, vil vi sammensætte den behandling, som vurderes mest hensigtsmæssig og effektiv for dig.

Din behandling vil sandsynligvis bestå af flere af nedenstående elementer:

  • Rådgivning/vejledning
  • Bækkenbundstræning styrke-, afspændings- eller koordinationsorienteret. Altid individuelt tilpasset
  • Afspænding
  • Udspænding: aktive udspændingsøvelser, manuel udspænding eller instruktion i brug af dilatorer
  • Blæretræning
  • Toiletteknik
  • Manuel terapi
  • Styrke- stabilitets- og udholdenhedstræning
  • Akupunktur
  • Massage
  • Tape/kinesiotape
  • EMG Biofeedback
  • El-stimulation

Ofte spørger folk, hvor mange behandlinger deres problem kræver. Det er svært præcist at sige, og vil altid være en individuel vurdering. Ofte ser jeg folk 3-6 gange.
Se priser for behandling her