Blæren og tissevaner hos voksne, hvad er egentlig normalt? Når jeg er ude at holde foredrag, møder jeg stadig mange, som mener, at man bør drikke 3-4 liter vand om dagen. Det er alt alt for meget. Ligesom jeg møder mange i min klinik, som tror det er godt, når man har ”selskabsblære” og kan holde sig meget længe.

Der ligger en kompliceret fysiologi bag blærens arbejde inkl det at føle trang, kunne holde sig og kunne lade vandet og tømme blæren helt. Det betaler sig at passe på sin blære og bækkenbund, og være opmærksom på sine vaner.

Tissetrang

En normalt fungerende blære vil give besked om trang til at tisse, når der er mellem 2 og 4 deciliter i blæren. Der sidder små sanseceller i blærevæggen, som registrerer blærens indhold/fyldning. Har man over tid vænnet sig til enten at overfylde sin blære, eller evt at gå alt for hyppigt på toilettet forstyrres den normale sansning og blæremekanisme. Blæren er ret ”lærenem” og vænner sig dermed til enten meget store eller meget små mængder. Det er rigtig uhensigtsmæssigt og fører ofte vandladningsgener som inkontinens eller tømningsproblemer med sig. Det er normalt at tisse hver 3.-4 time, hvis man drikker normalt, hvilket vil sige 1 ½- 2 liter i døgnet alt inkl.

Holde sig

Det at kunne holde sig, er afhængigt af dels en velfungerende blære, samt en stærk og velfungerende bækkenbund. Har man vænnet sig til over tid at gå hyppigt på toilettet, og måske er typen, som hele tiden tisser på forhånd, vil blæren vænne sig til hyppigt at give besked om trang.
Urge- eller tranginkontinens er en voldsom trang, hvor det kan være svært at holde sig, indtil man når ud på toilettet ofte også om natten. Det kan skyldes mange forskellige ting som blærebetændelse, for stort væskeindtag, lille blærevolumen, vanddrivende medicin, forstørret prostata og nogle gange kan årsagen være neurologisk sygdom, hvor nerverne/”telefonforbindelsen” til blæren kan være påvirket.

Forbudt at presse, når du tisser

Når vi tisser sker det som en kombination af afspænding i lukkemusklerne (urinrør og bækkenbund) samtidig med at blære trækker sig sammen. Også dette kræver, at vi behandler vores blære og bækkenbund godt, og holder begge dele sunde og velfungerende.
Vandladning skal ske uden at man presser! Presser man i forbindelse ved vandladningen forstyrrer man blærens evne til at trække sig sammen, ligesom presset vil medføre aktivitet i bækkenbunden, som blot vil betyde endnu mere modstand. Så giv dig tid på toilettet, træk vejret ned i maven, så du slapper af. Og har du problemer med at tømme blæren helt, kan det hjælpe, at du tisser og derefter tørrer dig, rejser dig, går lidt omkring på badeværelset og så sætter dig igen og tisser. Hos mænd kan en forstørret prostata også have betydning for modstand ved vandladning. En del mænd tømmer blæren bedre, når de sidder ned og tisser.

Kan man træne sin blære?

Ja! Hvis du har problemer med blæretømning, hyppig trang, holde dig eller andet kan det give rigtig god mening at træne blæren. Kontakt evt din læge eller Aalborg Bækkenklinik, så du får hjælp til hvordan du gør.

Gode råd til både kvinder & mænd:

  • Drik 1,5 – 2 liter væske dagligt.
  • Gå regelmæssigt på toilettet hver 3.-4. time
  • Giv dig god tid på toilettet når du tisser. Det er forbudt at presse!
  • Hvis du ikke føler blæren er helt tom, rejs dig op, gå lidt omkring og sæt dig ned på toilettet igen, og mærk om der kommer mere urin. Gentag proceduren et par gange. Hermed sikrer du, at blæren tømmes helt.
  • Træn din bækkenbund, det er vigtigt at have god styrke i bækkenbundens muskler, ligesom det er væsentligt at kunne give helt slip f.eks. i forbindelse med vandladning. Bækkenbunden kan være med til at udsætte trang.
  • Har du meget hyppig trang kan du forsøge at træne din blære til at kunne indeholde mere urin. Når du mærker trang, prøv at udsætte din vandladning 5-10 min. Blæren skal lære, at det er dig, som bestemmer. Vær opmærksom på, at blæretræning tager tid, men det lønner sig.
  • Få afkræftet evt blærebetændelse, ikke alle har smerter ved blærebetændelse, hos nogle er eneste symptom hyppig trang.
  • Få hjælp til udredning og behandling. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte mig på mette@aalborgbækkenklinik.dk